For præcis en uge siden var jeg igang med at gennemføre 100 Miles - Around the isle of Mors, en kæmpe oplevelse og hvis du har lyst kan du læse om den nedenfor, ja den er lang med det var løbet også Fredag d. 3 september dagen før det hele går løs, arbejdsdagen går fint men maven er fyldt med sommerfugle. Kl 14 er der fyraften og nu er det blot hjem og hente min skønne kæreste Louise, Cecilie en fælles veninde og min taske. Køreturen til Nykøbing Mors er lang men stemningen er god og jeg glæder mig helt vildt, men er samtidig en smule nervøs for hvordan weekenden skal forløbe. Jeg ankommer til HQ ved vandrehjemmet lidt før 18 hvor der er racebriefing, teltet er fyldt med spændte løbere og heldigvis en del kendte ansigter. Efterfølgende ankommer Martin, depotbestyrer og vi kører ud til Vores overnatningssted, tømmer bilen og søger ind mod byen for at få aftensmad. Stemningen er god og vi får fyldt depoterne godt op og kører tilbage for at gøre udstyr klar. Omkring kl. 22 er det godnat, jeg får sovet fornuftigt men vågner mange gange i løbet af natten.kl. 6 lørdag morgen ringer vækkeuret og jeg vågner straks, maven er fyldt med sommerfugle. Morgenmaden indtages stille og roligt inden jeg smører kroppen ind i bodyglide, taper min achillessene op (bare for en sikkerheds skyld) og hopper i løbetøjet. Ved 8 tiden går vi stille og roligt ned mod startområdet på torvet i Nykøbing, da vi ankommer kan man tydeligt mærke spændingen fra løbere og medhjælpere som stille og roligt dukker op. Yderligere to trofaste supportere Susanne og Vibeke dukker op, wauu jeg har faktisk hele 5 hjælpere bag mig. 08:50 begynder velkomsttalen og præsentation af de enkelte løbere, der oser af godt humør og dårlig løbehumor for ja sådan er vi løbetosser Kl. 09:30 lyder et brag og løbet er hermed skudt igang. Nu er det sku alvor og bentøjet skal flyttes mange tusind gange før målstregen dukker op, vi løber to runder inde i midtbyen og hold nu k…. Der er mange mennesker som står og klapper. Man føler sig jo nærmest som en proffessionel og jeg skal virkelig passe på med ikke at løbe for stærkt her i starten. Da vi løber ud af byen har jeg en fornemmelse af at størstedelen af de andre løbere er foran mig, men tænker ikke synderligt over det da jeg ved der er laaang vej til mål Inden jeg får set mig om er vi ude på 20 km og det kører rigtig fint, der er en god rytme og humøret er højt. Ved 30 km begynder jeg så småt at mærke lidt til min venstre Achillessene men ikke noget der gør at jeg ikke kan løbe, jeg fortsætter i en fornuftig rytme med lidt gå-pauser igennem depoterne for hver 5 km. Kan godt begynde at mørke hvor vigtigt det er at få rigeligt med væske for solen er hård, men jeg kan tænke tilbage mod Viborg i juni måned hvor det var markant varmere, så pludselig er det her til at arbejde med. Dog får jeg smurt solcreme i ansigtet af min skønne kæreste Louise Det første marathon går super fint, jeg er næsten 1,5 timer foran tidsplanen men holder fast i den gode rytme og fortsætter, det er så her vi løber ud mod Feggesund kro. Det er en strækning hvor man løber ud af hovedvejen, kan se en masse løbere komme retur samme vej fordi de er foran. Jeg havde godt hørt fra flere at det var en træls strækning men slog det hen, nu må jeg give folk ret for i guder hvor var det en møgtur ud og vende, heldigvis fik jeg selvskab af Karin Eriksen på vej retur og fik god sludder med en garvet 100 miles løber. Næste delmål på ruten er bakkespurten ved Salgerhøj, en km fra 66-67 km med 89 højdemeter. Jeg har på forhånd bestemt mig for at den konkurrence er ligegyldig, men nyder dog alligevel stemningen på vej mod toppen og i guder hvor den bakke bed fra sig. Efter et kort depotstop fortsætter jeg og begynder så småt at føle det hele er pænt hårdt og der er laaaaangt til mål. De næste timer er mentalt udfordrende og mindre positive tanker dukker op, men jeg forsøger at sparke dem til indkast. Efter ca. 75 km får jeg assistance af Susanne som går/løber med bag mig, det er rart med lidt selskab men rutens hidtil mange højdemeter begynder også at sætte lidt spor. Mentalt kæmper jeg med at forblive positiv og ja tuder vist også en gang eller to i frustration, heldigvis er jeg aldrig rigtig tæt på at udgå. Efter 20 km overlader Susanne depechen til Martin som er hoppet på cyklen, de lange tights, pandelampe og refleksvest er kommet på, tak for hjælpen Cecilie og vi begynder så småt at tage hul på natten. Jeg ved det bliver en lang nat og noget af det jeg på forhånd har frygtet, men wingman Martin er super god til at holde mig igang med snak og inden vi får set os om nærmer musikfesten i Karby sig. Forud for løbet har jeg kunnet indsende et musikønske som vil blive braget ud i natten til klap og lysshow ved 110 km. På vejen derhen bliver jeg overhalet af stærkt løbende Karin som åbenbart har travlt med at komme ned til musikken, nå jamen god tur vi ses nok i mål tænker jeg. Lyden af "No Limit" begynder og jeg får kuldegysninger, tænk sig der står en kæmpe flok midt ude i ingenting og holder fest for at hjælpe os løbetosser igennem natten, tusind tak Næste delmål er 120 km, for så er der nemlig under et marathon til mål og ja hvem kan ikke altid lige løbe et marathon Nej bare rolig det var absolut ikke mine tanker på daværende, de var nærmere fuck der er langt hjem hehe… Nattehimlen er vildt klar og det vrimler med stjerner, det nævner Martin da han i samme beder mig om at prøve og slukke pandelampen og kigge op. Ja hold da op der er sort om natten på mors, men at gå i mørke og kigge op efter 120 km gjorde mig vildt svimmel så tænder straks pandelampen igen så kan du sku selv nyde stjernehimlen Martin Jeg kan godt begynde at mærke det hele er virkelig hårdt både mentalt men også fysisk og jeg er nødt til at grave dybt, men et depot ad gangen så går det fornuftigt. Der bliver ikke længere vekslet helt så mange ord med Martin, men han ved heldigvis hvornår jeg skal ha ro eller et los i bagdelen. Omkring 130 km hopper han af cyklen og overlader tjansen om at følge mig til verdens skønneste kæreste Louise, hun kommer med ny frisk energi forsøger virkelig at viderebringe noget til mig. Jeg siger ikke så meget og når jeg endelig åbner munden er mit indtryk at det er ynk der kommer ud, jeg har ondt af mig selv og beklager mig men på magisk vis får Louise mig til at fortsætte ufortrødent. Kl. nærmer sig 6 om morgenen, det er ved at lysne da vi bevæger os hen imod en stor gård synes jeg at se en kvinde sidde på hug ud til vejen med et kamera. Jeg tænker ikke over tidspunktet på dagen for der har jo været så mange som tager billeder siden starten, da vi kommer tættere på kan jeg se det IKKE er en kvinde med et kamera men i stedet en gammel mælkejunge fyldt med beplantning Tak skæbne du er langt ude Anton, jeg får det nævnt højt for Louise og hun griner lidt af mig, men er vidst også lidt nervøs for om jeg er helt ok, forståeligt nok haha…. Solopgangen begynder at vise sig og det er virkelig smukt, jeg føler mig virkelig heldig at få lov at nyde så smuk en oplevelse med personen jeg elsker så inderligt Ved 145 km er der vagtskifte og Vibeke afløser Louise, lyset begynder så småt at ha en positiv indflydelse på hovedet nu ved jeg med sikkerhed at jeg kommer i mål inden for tidsgrænsen. Vibeke presser mig venligt til at løbe lidt ned af bakken, kom Anton bare lige ned til det skilt. Ja okay så, men da vi kommer ned til skiltet er vi jo kun 1/3 nede af bakken og vi må løbe videre, tak for l… din bandit, det gør jo skide ondt at løbe hehe Ved 150 km er hele mit crew samlet igen, efter en par timers søvn for dem alle på skift, jeg får et par Panodil og en koffein pille i depotet stemningen er god og både Louise samt Vibeke følger med mig ud på ruten. Kort efter vi har gået under Sallingsundbroen drejer ruten op i skoven og hold nu kaje en lang grusvej som bare går op, op og op, af en eller anden grund er den både skide irriterende men også motiverende for at trykke på og holde et godt tempo (gangtempo hehe). Det er nu blevet en motivationsfaktor at komme i mål på under 24 timer, på toppen af den laaaange grusvej får vi øje på nogle andre deltagere som også har følgeskab af nogle hjælpere, det er Kim Høxbro en erfaren 100miles løber. Det lykkedes at indhente dem og faktisk overhale lige inden det går ned ad bakke, jeg bider mærke i at de roser mig for et højt gangtempo hvilket motivere mig til at sætte i løb ned af bakken, nu vil jeg fandme til mål Sidste depot lige før 155 km jeg stopper og får hjælp til at smide de lange tights, tak igen til Louise og Cecilie. På vej ud af depotet går Martin med mig de første par hundrede meter, nu tager du den selv til mål min ven. Find din rytme og pres på du kan sagtens, inde i byen er der masser af folk som klapper og hepper på dig. Nu skal du nyde de sidste 5,9 km og så ses vi på målstregen, jeg får øje på endnu en deltager som er nogle hundrede meter foran mig og bestemmer mig for at han skal indhentes. Efter knap en km fanger jeg ham og tænker nu går du forbi ham og straks derefter sætter du i løb, ja det gør ondt men det er ovre lige om lidt. Det motivere mig helt vildt at ha indhentet endnu en løber og samtidigt at morsingboerne som står i kø uden for bageren også lige klapper giver energi. Det går nu op for mig at jeg kan nå under 23,5 timer men så SKAL kæden holdes stram. Nede på havnen med lidt over en km til mål, står hele mit fantastiske crew og klapper Tænk sig de har hjulpet mig konstant i snart et døgn, det er sku rørende og jeg kniber en lille tåre efter de er passeret. Nu kan jeg høre en summen fra målområdet, det er lige rundt om hjørnet der er 500m til målstregen. Jeg finder mobilen frem og sætter musikken igang, Thunderstruck kan bare noget Da jeg runder hjørnet og kan se målstregen får jeg kuldegysninger over hele kroppen og begynder at øge mit løbetempo, rent faktisk tænker jeg pludselig på min kammerat og fys Mads Larsen som har givet mig råd om løbestil og begynder at løfte bentøjet, få hælen op mod bagdelen og afsted det går. Der står en stor flok i målområdet og klapper taktfast og da jeg krydser målstregen med armene over hovedet kommer et brøl af jubel og stolthed over at gennemført min til dato største løbemæssige udfordring.Kæmpe stort tak til @mors100miles og arrangørerne bag løbet, mit crew: Louise, Martin, Cecilie, Susanne og Vibeke. Men også stort tak til min fantastiske samarbejdspartner fra fritidsagenten, Mikio Karmann, Hokaoneone_eu