Viborg 100km 

Viborg 100 km Fredag d. 3/6 går turen efter arbejde mod Viborg, jeg er spændt og en smule nervøs for løbet lørdag, har trods alt lige lagt syg det meste af en uge op til. Jeg mødes med min trofaste wingmann Martin og hans kæreste Cecilie for at hente startnummer inden vi kører op i byen og tjekker ind på hotellet og bagefter finde noget aftensmad. Aftenen går fint og sengen kalder tidligt da jeg ved der er en lang dag i vente. Lørdag morgen ringer vækkeuret kl. lidt i seks, jeg har sovet ok og glæder mig over en besked fra kæresten med en lykønskning om et godt løb og at hun glæder sig til vi ses senere på dagen. Får spist et godt måltid mad og gør mig klar til at søge ned mod starten ved Søndersø. Mavefornemmelsen er god og jeg glæder mig til at løbe, denne fornemmelse ændres dog med en besked fra en god kammerat om at hans kære far er sovet ind Uden at tænke videre over noget kondolere jeg og lover at tage dagens løb for ham og hans far Kl. 07:40 kører bussen ud til starten og sommerfuglene flyver lystigt rundt i kroppen, jeg får snakket med min dejlige kæreste kort inden starten og føler mig afklaret og ved godt mod. Kl. 8:00 går starten og jeg løber roligt afsted med fokus på ikke at få lagt for hårdt fra land, jeg snakker kort med nogle af de andre løbere og ønsker dem et godt løb. Kroppen føles ok og jeg finder hurtigt en god rytme, men efter et par timer begynder det så småt at gå op for mig hvilket løfte jeg har givet min kammerat. Hans situation bringer minder op om min egen kære far som tabte kampen til kræft for knap 12 år siden, dette får mig til tænke utrolig meget over tingene og her går det op for mig at jeg umuligt kan trække mig fra løbet. Jeg har jo givet et løfte som på alle måder er så betydningsfuldt at det her løb SKAL gennemføres. Op af formiddagen begynder varmen og sætte ind, uret siger +30 km og rytmen er stadig fin, dog begynder jeg at være mere opmærksom på mit væskeindtag. Nu er det første marathon tilbagelagt på fornuftig vis, men jeg kan godt begynde at mærke det bliver rigtig hårdt da kroppen begynder at føles energiforladt. Jeg forsøger mig med en kort pause i depotet og drikke/spise noget energi og laver en ny plan med faste små gå-pauser på hver runde. Dette virker kortvarigt men jeg er nødt til at holde fast i gå-pauserne og de bliver stille og roligt længere. Nu er min dejlige kæreste, hendes søn og to trofaste veninder Vibeke og Susanne kommet for at støtte mig, det er skønt at se dem alle og det giver lidt fornyet energi Desværre holder det ikke længe og da uret siger 48 km føles kroppen tømt for energi og jeg er godt klar over at det nu bliver en MEGET lang mental og fysisk kamp for at gennemføre. Varmen, energiforladt krop, begyndende smerter i lår og mental krise er nu de modstandere jeg står over for på de sidste 52 km til mål. På den positive side har jeg nu et stærkt supportteam omkring mig som gør deres bedste for at hjælpe mig, så jeg tager kampen op, en runde af gangen. Hver runde føles til at blive længere og længere men supporten i depotet bliver ved med at opmuntre mig forsøge at hjælpe mig videre. Grundet varmen får jeg en kølig vandpose i nakken for at køle mig ned, det er rigtig dejligt i øjeblikket men kort efter ude på ruten får jeg hold i nakken. Nu gør både ben, nakke og psyke vildt ondt og jeg har svært ved at fokusere på andet end alt hvad der gør ondt. Min skønne kæreste tilbyder at gå med ud på en runde for selskabets skyld, hun går/jogger troligt bag mig og prøver at opmuntre mig og flytte fokus. Kroppen skriger nu på alle tænkelige måder af smerter, men på en eller anden måde er jeg mentalt nået til et stadie hvor fysiske smerter ikke rigtig betyder noget. Ment på den måde at jeg nærmest er ligeglad fordi følelsen af en kniv i hjertet overdøver alt andet. Jeg er nu pludselig kommet så langt ud mentalt som aldrig før, havde aldrig troet det kunne lade sig gøre og jeg kan stadig ikke forklare hvordan det lykkedes at komme videre. De sidste timer foregik med tårerne trillende ned af mine kinder, hvilket er noget af det mest grænseoverskridende jeg til dato har oplevet. Forestil dig at gå/løbe igennem start-mål område fyldt med folk som blot kigger undrende fordi du stortuder og blot fortsætter stålfast, det var på sin vis mega ubehageligt og samtidigt lidt en befrielse at forsøge og give slip på de ting som gjorde ondt. Jeg får efterhånden kæmpet mig frem til næstsidste runde og får lige en snak med Martin inden han er nødt til at køre hjem, vi aftaler at jeg skal forsøge at holde en god fast rytme i min gang. Jeg har på forhånd nævnt for mine hjælpere at den sidste runde er jeg nødt til at gennemføre helt alene og vinde over den dæmon som har siddet på min ene skulder de sidste 52 km. Den sidste runde er både en befrielse og samtidigt sygt hård, jeg har nu været igang i over 13 timer og de sidste 8 men en energiforladt krop, men jeg får gået med et fornuftigt tempo og med 1 km til mål sætter jeg stålfast i løb eller nok nærmere jog, nu skal og vil jeg bare i mål og give slip. Da jeg løber ind på de sidste få hundrede meter har jeg kuldegysninger over hele kroppen, jeg kan høre mine kæreste, de andre dejlige hjælpere og løbsarrangør heppe på mig en sidste gang. Da jeg krydser målstregen kommer et kæmpe udbrud i en kombination af raseri, smerte og glæde over at det nu er slut Jeg får hængt to medaljer om halsen, den ene for at gennemføre og gu hjælpe om ikke også jeg får en guldmedalje i min aldersgruppe fra Danmarksmesterskaberne. Tænk sig at vinde DM på sådan en dag hvor stort alt var imod en! Det er nu 2 uger siden og stoltheden er begyndt at melde sig og mest af alt er jeg glad for at det lykkedes at holde mit løfte til en god kammerat og hans far. RIP kære fædre derude