Ringkøbing Fjord 100km

Lørdag morgen d. 9 Januar vågner jeg med sommerfugle i maven, klokken er lidt i 6 og om et par timer skal jeg stå klar på startstregen til mit første 100 km løb. Jeg får sat vand over til en kop kaffe og finder morgenmaden frem, Claus min løbemakker trækker i løbetøjet forud for morgenmaden. Snakken går og vi tjekker vejrudsigten, det fryser et par grader men ingen vind og det tegner til at blive godt løbevejr Efter at ha spist og fået min kaffe, trækker jeg i tøjet og får pakket tasken, ordnet det sidste toiletbesøg og går mod bilen. Vi ankommer til svømmehallen hvorfra der er start og mål, der er 10 min til start, vi hopper ud af bilen, får løbevest og pandelampe på inden vi finder ruten frem på uret. Kl. 7:45 bliver vi sendt afsted, der er kun Claus og jeg i vores startgruppe, vi bliver nemlig sendt afsted i små forskudte grupper af 4 grundet corona. Ruten går hele vejen rundt om Ringkøbing fjord og vi løber afsted helt nede langs vandet med næsen mod syd, der er helt klart og vindstille. Det virker nærmest uvirkeligt så smuk en udsigt selv før solen er stået op, snakken går lystigt og vi hygger os. Efter ca. 3 km kan vi høre en løber bagfra, trækker pænt til højre og giver plads. Det viser sig at være en anden 100 km løber som flyver forbi os iført en langærmet trøje, sin vest, kasket og et par shorts! Ja du læser rigtigt, fyren løber sku i korte rør, så tror da pokker han har så travlt Jeg tænker hold nu kaje det bliver sku da koldt senere på dagen når han bliver træt, med mindre han holder samme tempo hele vejen? I samme øjeblik ligger jeg mærke til vores eget tempo og tænker hmm går det mon lidt for stærkt? Dette bliver startskuddet for en enorm omgang tankemylder fra min side, for jeg har tidligere prøvet at lægge for hårdt ud og gå ned, men shit jeg skal jo løbe 100 km. Nå men det løber jo ikke sig selv og hvis jeg nu blot kan følge med Claus de første 30-40 km mon så ikke jeg rammer en rytme får lidt ro på. De næste ca. 20 km følges vi pænt også selvom jeg udtrykker at vi løber lidt friskt til, det synes Claus dog ikke og snakker videre. Vi er i mellemtiden blevet overhalet af nogle flere erfarne løbere som kender ruten og jeg tænker det er fint løb i bare, jeg skal blot igennem og tiden er ikke så vigtig. Vi har nu løbet omkring 23-24 km og Claus begynder at trække væk fra mig, det er helt ok for jeg har allerede sagt han bare skal stikke af hvis han føler for det. Faktisk er det lidt en lettelse for mig at blive alene og så alligevel, for det giver for alvor plads til tankemylder! Jeg kan begynde at mærke kroppen er i gang men uden at være fysisk træt, men alligevel bekymrer jeg mig, for der er fandeme langt til mål. Prøver at tænke positivt og glæder mig til et depot ved 27 km, her bliver jeg mødt af en storsmilende hjælper som byder på et glas saftevand og fortæller at nu skal jeg glæde mig til det næste stykke ind gennem Skjern enge. Ja bevares det er en fantastisk smuk naturoplevelse, men mine tanker flyver andre steder hen. Jeg skifter mellem at løbe og gå, med tanken om at være i konstant bevægelse mod mål. Inden længe ved jeg også at Martin min kammerat kommer flyvende bagfra på cykel for at hjælpe mig igennem, inden han fanger mig ringer min mobil pludseligt. Hej det er Kim, hvordan går det min ven? Han ville blot lige høre til hvordan tingene stod til og samtidigt fik jeg et par gode råde med på vejen om at nyde oplevelsen og ja så løb dog for pokker Det var sku tiltrængt for jeg var midt i min første krise, ja faktisk havde den stået på siden km 3 hvor lynet i korte rør strøg forbi. Nå men Martin indhenter mig på cykel og forsøger straks at bringe noget godt humør frem, jeg ved sku ikke hvor godt lykkedes i første omgang, men jeg fik midlertidigt tankerne væk fra at have ondt af mig selv og fandt ind i god rytme. Inden jeg fik set mig om stak Martin af med kommentaren jeg cykler lige hen og tager et billede ved dit første maraton, fedt nok så er der kun små 60 km hjem. Solen var kommer frem og fjorden viste sig fra sin ypperste side, det var virkelig smukt og jeg begyndte at fornemme depotet i Nymindegab, så er du halvvejs og kan begynde at tælle ned igen. I depotet blev der serveret dejlig varm suppe, skønt med et alternativ til at få kold energi ned i maven. Jeg valgte at skifte til en tør t-shirt, jakke, handsker hvilket var skønt og gav sammen med suppen fornyet mod og energi. Nu gik turen op langs vestkysten mod Hvide Sande, ind og ud gennem div. sommerhusområder, for første begynder jeg for alvor at tro på det her nok skal lykkedes. Martin derimod har aldrig rigtig tvivlet, for som han sagde jeg har sku ikke kørt helt herud med min cykel for at du skal give op, og der er mere opbakning på vej hjemmefra så afsted med dig. Ja jeg vidste godt at min skønne kæreste Louise var på vej sammen med Susanne og Vibeke, to af mine gode løbe veninder, men alting virkede sådan lidt surrealistisk og svært at forholde sig til. Ved et kig på mit ur opdager jeg at der faktisk "kun" er et maraton tilbage og hey det har jeg jo prøvet før Det giver en kort optur inden tingene igen begynder at virke lidt uoverskuelige, jeg går op over en lille pukkel på stien max 1 højdemeter men hey i min verden var det en gå-bakke. Lige rundt om hjørnet står en tosse med sin hund og råber, HALLO det er altså et løb det her! Ud af det blå står min kammerat Kim Hedegaard med fruen og begge deres hunde midt på stien, jeg går lige et par hundrede meter med Kim og får et par kærlige los i bagdelen inden han snupper et billede og siger fortsat god tur. Alt imens er Martin stukket af om på den anden side af sandklitterne, for han skulle lige ned og se havet Da han indhenter mig igen begynder han at snakke om at pigerne har ringet og de går imod os. Jeg kommer til et depot ved omkring 67/68 km og får lidt kogte nudler samt et glas cola og ud af øjenkrogen spotter jeg Louise. Det var sku lækkert at se hende, jeg skynder mig hen og få en stor krammer, herfra går vi sammen tilbage mod p-pladsen hvor de har parkeret bilen. Martin og jeg har aftalt at der laver vi sidste tøjskifte, hvor jeg får en tør undertrøje og langærmet mellemlag samt tørre handsker. Ved ankomst til p-pladsen ser jeg Louises moster og onkel som lige skulle ud og kigge Det var absolut ikke ventet, men enormt rørende at mærke så stor opbakning til mig og mit tossede løbeprojekt. Da jeg fortsætter det sidste stykke mod Hvide Sande begynder mørket at sænke sig og pandelampen bliver tændt igen. Jeg ved nu at pigerne venter mig med mere opbakning om 10 km, det giver motivation for at skynde sig derhen. Gadelygterne og asfalten i Hvide sande gør et eller andet ved mig for pludselig føles det ubesværet at løbe, inde midt i byen venter heppekoret. Her får jeg tømt mine sko for småsten drukket lidt og givet Louise et kys inden vi tager hul på de sidste 20 km, fedt man der er under et halvmaraton råber jeg på vej ud af byen. Da vi kommer ud af byen og ind på stien bliver det for alvor mørkt og jeg har svært ved at orientere mig i forhold til hvor vi skal hen. Dette bliver hurtigt at kraftig mental modstander, altså følelsen af at løbe i et mørkt ingenmandsland, ja bevares jeg ku se på mit ur at der var 17 km tilbage. Men på det tidspunkt var jeg ved at være så træt mentalt at det var enormt svært at omsætte en sådan distance til noget brugbart. Næstsidste depot venter med knap 10 km til mål, her får jeg en kop varm kaffe og et lille stykke hjemmebagt kage. Mens jeg nyder kaffen, finder Martin en højtaler frem fra rygsækken og starter sin rullende dj pult Kort efter at have forladt depotet begynder lyset over Ringkøbing at komme til synes, jeg siger til Martin hold kaje der er langt ind. Dette gider han ikke høre på og vender straks samtalen til at det jo kun er en normal onsdagstur og den kan du jo altid løbe! Ja ja den er god med dig tænker jeg og fortsætter det bedste jeg kan, mentalt er jeg virkelig presset og tvunget til at grave enormt dybt. Heldigvis kan jeg konstatere at kroppen stadig har det fornuftigt, eneste lille ting er at mine ankler begynder at virke stive og give lyd fra sig. Men kan man egentlig forvente andet efter plus 90 km nej det tænker jeg ikke. Musikken er rar fordi jeg blot kan forsøge at følge dens rytme og flytte mit fokus, men det er godt nok svært at fastholde. Der er begyndt at være en smule vind som køler men ikke noget der fylder ret meget, jeg havde min egen kamp med at komme i mål og bemærkede det ikke. Byskiltet i Ringkøbing dukker op og nu er jeg virkelig tæt på mål, spørger Martin om hvad klokken er og nævner at jeg VIL i mål før 22:00. Så skal du spænde buen og komme afsted lyder ordren, jeg prøver men kan ikke overskue hvor langt der er til mål. Martin knækker de sidste få km op og nævner 800m så skal du dreje, fint så løber/går jeg derhen. I højtaleren kører AC/DC og Thunderstruck på repeat, den musik gør noget ved mig på den gode måde. Martin nævner nu er du der, en runde på Dagnæs stadion tilbage kom så, i samme øjeblik får jeg øje på Louise og sætter straks tempoet op, føler jeg spurter de sidste få hundrede meter, men tør ikke se hvad tempoet sige Da jeg krydser målstregen med armene over hovedet brøler jeg de sidste krampetrækninger ud af kroppen og må kæmpe for at blive stående på mine ben da jeg får medaljen hængt om halsen. Jeg har sku lige gennemført mit første 100 km løb, er stolt og beæret over al den opbakning jeg har fået og vil blot slutte med at sige kæmpe stort tak til alle og stort tak til Lønbæk Cannonballs for et fantastisk arrangeret løb. P.S. lynet i korte rør holdte tempoet og vandt løbet i imponerende stil lige under 9 timer, jeg brugte 14 og fik mere for pengene hehe