Viadal Ultra 6 dage

Race Report

I skrivende stund er det nu knap 6 døgn siden jeg afsluttede mit løb i Viadal. Tiden er gået med at hvile kroppen, få en masse søvn samt bearbejde de mange indtryk. Alt taget i betragtning har jeg det fint, men er overrasket over kroppens evne til at absorbere så stor en belastning.

Løbet forløb således:

Total 525,441km - 779 runder ;-)

Dag 1 - 120km

Dag 2 - 96km

Dag 3 - 84km

Dag 4 - 80km

Dag 5 - 76km

Dag 6 - 68km

Da starten gik søndag kl. 12 var det med de klassiske sommerfugle i maven og en spænding som er svær at beskrive. Jeg havde på forhånd besluttet at starte med 30min gang for at undgå at lade mig rive med af stemningen. Det gik fint og inden jeg fik set mig om var de første 2 timer gået og tid til en kort pause. Der var en del vind på ruten, men ikke noget som generede. Generelt går det første døgn rigtig fint, en mindre mental krise om natten, men ikke noget særligt. Jeg nyder blot at have tid til at observere de andre løbere. Særligt lægger jeg mærke til den belgiske backyard konge Ivo som flyver afsted, men også Bo Pelander som til dato er den sejeste løber jeg har mødt :-) 81 år gammel og stadig løbe 6 dages løb, wauu…

Efter en middagslur som starten på døgn 2 vågner jeg op til en skyfri himmel og høj sol, lækkert tænker de fleste nok, men varmen var ond og tog mange kræfter. Man kan se på stort set alle deltagere, at tempoet bliver sat en anelse ned, jeg savner vinden fra igår ;-) Er godt med i forhold til min plan, men begynder at slås med en underlig form for ensomhed. Ja ja der er mange andre løbere, men alle er på hver sin måde i en boble, hvor man forsøger at tilbagelægge flest mulige runder uden at bruge alt for meget energi. Kroppen føles fin, men den mentale kamp er begyndt og bølger op og ned. Hen mod aften og solnedgang passerer jeg de første 100 miles og får en runde med den sorte hat :-) Nat nr. 2 går ok og jeg får en smuk solopgang på vej mod de 200km. Samme formiddag er jeg faldet i snak med Ivo og får æren at fejre hans km 300 samt min første lille vabel ;-)

Da jeg efter en middagslur skal igang med døgn 3 er det med godt mod og tanken om, at jeg "bare" skal klare en enkelt nat mere før min skønne kæreste Anita kommer og støtter mig på nærmeste hold <3 Jeg er faldet i snak med belgieren Ivo, hans kone Tanja samt humørbomben Chris fra Skotland. Ivo slås med tiltagende smerter i den ene ankel/skinneben og da hans kone nævner det kan jeg ikke la vær og tilbyde min hjælp. Jeg vil til enhver tid hellere prioritere at hjælpe hvis jeg kan, da jeg ved, at lige pludselig kan det være mig som har brug for andres hjælp. Får hjulpet Ivo på bedste vis og aftalt, at vi blot skal have ham igennem ét døgn mere inden min kammerat Casper (fysioterapeut) kommer når døgn 5 starter, så kan han ta over og hjælpe! Det samme gør sig gældende da Chris kommer nærmest på randen af sammenbrud. Vi får hjulpet hinanden og kommer igennem endnu en nat. Jeg får rundet de 300km kort før afslutningen på døgn 3 og har nu selskab af Anita :-) Dette hjælper enormt meget på humøret, ja ja det stadig hårdt, men hendes nærvær giver et kæmpe mentalt løft.

De første 3 døgn har budt på flere mentale kriser som jeg på forskellig vis har kæmpet mig igennem dels ved at acceptere vilkårene, men også rakt ud efter support via tlf. Stort tak til jer som gad og høre på mig :-)

Jeg er nu begyndt og finde en ny form for døgnrytme med at sove lidt til middag og igen hen over midnat. Dette ser ud til at fungere fint også selvom det er skide hårdt, men hey kammerat du har været igang i 4 døgn.

Torsdag formiddag på vej ind i døgn 5 ankommer Casper og Anitas veninde Addie med store smil og masser af god energi.

Døgn 5 skal vise sig at byde på mit livs største mentale sammenbrud, men inden jeg kommer dertil skal det nævnes, at allerede på vej hertil føler jeg at have lært en masse om mig selv som menneske. En ting er hvem/hvordan vi gerne vil være og agere i en presset situation, men stemmer det overens med virkeligheden??? Jeg har passeret 400km og mere end fordoblet min hidtidige længste løbedistance. Nu tilbage til det store sammenbrud. Klokken lidt over 4 fredag morgen går jeg for mig selv i fred og ro, der er ikke mange andre aktive på banen. Pludseligt ud af ingenting sidder mine følelser uden på tøjet og tårerne triller ned af mine kinder. Hvorfor? Jeg ved det ikke i øjeblikket og har i skrivende stund stadig ikke fundet svaret, men alt føles overvældende og smertefuldt på en måde som er svær at beskrive. Til trods for at Casper har nævnt jeg blot skal sige hjælp når jeg passerer hans telt, ja så formår jeg intet andet end at blive ved med at gå. Prøver med musik i ørerne men uden held, jeg føler mig totalt knækket mentalt og græder uden forklaring. Denne tilstand fortsætter helt ind til middag og afslutningen på døgn 5. Det føles bizart at komme derud, hvor man ikke formår at søge hjælp eller handle på sin krise, men trods dette alligevel formår at bevæge sig fremad. Formiddagen er sløret i min hukommelse, men jeg mindes at Anita, Casper og Addie på bedste vis forsøger at holde mig igang.

Til middag får jeg noget mad, et bad og kravler i seng. På dette tidspunkt ved jeg ikke, hvordan det sidste døgn skal gå, men falder i søvn og får tilsyneladende sovet fornuftigt nogle timer. Da jeg vågner for mig selv ligger jeg kort og tænker, at uanset hvad VIL jeg slutte dette løb ordentligt. Med lidt hjælp er jeg tilbage på banen omkring kl. 17, nu i følgeskab med Chris. Vi får gået nogle runder i et stabilt tempo, snakken går og jeg føler mig efter omstændighederne ok. Der er snart aftensmad og menuen fredag aften står på pizza, dog ikke kl. 18 som alle andre dage men kl. 18:20. Det er ok, men da klokken rammer 18:20 smiler Casper i depotet og siger lige en omgang mere gutter. Ja ja vi smiler og går videre, dette gentager sig 3-4 gange og til sidst får jeg nok. Bliver ramt af raseri og får smidt nogle knap så pæne ord afsted efter mine fantastiske supportere. Chris og jeg går ikke særlig langt før jeg bliver ramt af dårlig samvittighed, for det er jo ikke Casper og Anitas skyld. Får snakket lidt med Chris og aftalt, at uanset hvad sætter vi os ned i depotet efter denne omgang og venter til der er mad. Jeg får straks sagt undskyld for mit udbrud og erkendt, at uanset hvad skal man tale pænt og behandle sine medmennesker ordentligt. De har heldigvis ikke taget det tungt og forstår godt min frustration. Pizzaen kommer og smager skønt, det hjalp at få noget mad og jeg kan nu se frem mod de sidste 17 timer før det hele er slut. Fredag aften står på fest i Vidal med popcorn og musik. Chris og jeg følges stadig, men nu også med følgeskab af Ivo. Snakken går og vi har det faktisk utrolig hyggeligt, der er blevet knyttet et særligt bånd mellem os og på magisk vis har vi hjulpet hinanden på kryds og tværs. Jeg aftaler med Casper, at holde på til midnat og derfra få en smule søvn inden de sidste træk frem mod afslutningen. Denne sidste nat var det utrolig svært at komme ud af sengen, heldigvis var Casper skarp og fik mig vækket og sparket ud nærmest i søvne. Denne sidste nat går jeg stort set konstant med Ivo, sammen kan vi se Chris slås sin egen kamp for at nå 400km inden det for ham er sengetid. Det er en fornøjelse at se ham nå denne milepæl og få overrakt sølvhatten af sine børn. Hvilken kamp for at nå dertil. Næste delmål for mig er at nå 500km og få min sidste sølvhat. På magisk vis rammer jeg stort dette mål samtidigt med at Ivo slår den belgiske rekord i sin aldersgruppe og vi kan i fællesskab ringe på rekordklokken tidligt lørdag morgen :-)

Efter morgenmaden venter det sidste træk frem mod det endelige slutfløjt til middag. Flere og flere løbere er vågne og kommer ud på banen. Stemningen er spændt da et par stykker stadig jagter deres mål og rekorder. Andre inkl. mig selv kæmper for at få det sidste energi vredet ud af kroppen og ned i skoene. Alle slås på hver sin måde, men særligt en person holder jeg øje med og med stor beundring. Bo Pelander, den sejeste løber jeg til dato har set :-) 81 år gammel og så slås han for en verdensrekord i sin aldersgruppe. Med lidt mere end 2 timer tilbage falder jeg i snak med Russel, en amerikaner som er bosiddende i Sverige. Han slås for at nå 400km. Vi finder ind i et godt pace med skiftende gang og løb og med 2 timer igen kan han fejre målet med en sølvhat :-) Herfra fortsætter jeg lidt på egen hånd og ved en kort pause får jeg snakket med Anita om den kære kørestol hun har med bag i bilen. Det startede lidt som en joke, men blev pludseligt en realitet. Mit ønske med løbet var at presse kroppen derud hvor en kørestol var nødvendig for at komme videre efter slutfløjtet. Vi aftaler at hun skal stille den frem inden for den sidste halve time af løbet og derfra skal der presses ALT ud af kroppen. Med 45min tilbage kommer Russel løbende igen og kæmper nu for at nå 410km. Jeg tilbyder at hjælpe ham en sidste gang. Dette bliver startskuddet for mig selv, for jeg løber med Russel i 3 runder til han når sit mål og derfra begynder jeg så småt selv at sætte en smule mere fart på. På mystisk vis formår jeg stadig at løbe stabilt og med en god kropsholdning, til trods for smerter i fødderne de sidste 8-10 timer føles det faktisk "rart" at løbe. Jeg formoder det er adrenalin som bygges op over tanken om, at det er slut lige om lidt. Der er begyndt at være musik og taktfaste klapsalver hver gang man passerer tidsmåtten ved start/slut på hver runde. Addie, Casper og Anita står hver sit sted på ruten med opmuntrende ord mens jeg meget fokuseret prøver at trykke på. Med 15min igen har Anita stillet kørestolen ud foran depotet som signal om at nu skal der trykkes til. Herfra starter de nok mest specielle 15min jeg nogensinde har løbet. Til trods for at have været igang i knap 6 døgn formår jeg at sætte farten op og blive ved med at presse tempoet. Hver eneste gang jeg passerer Anita, Addie og Casper er det som nyt brændstof til at holde farten og med taktfaste klapsalver i målområdet suser jeg rundt på adrenalin. Da det endelige slutfløjt lyder kl. 12:00 falder jeg om, totalt udmattet med en tårnhøj puls og en ubeskrivelig følelse af lettelse, glæde og …

Kort efter hører jeg Casper og Anita komme løbende, Casper med fokus op om jeg er ok og Anita med kørestolen som var det en ambulance med udrykning ;-)

Hvad har jeg så lært af denne oplevelse?

Mange ting, men særligt en ting står tydeligt frem for mig.

Til trods for mentale sammensmeltninger formår jeg stadig at ha øjne for at hjælpe mine medmennesker og behandle folk ordentligt og med respekt.

Jeg er god som jeg er og har hjertet på rette sted <3

Det er svært at beskrive min taknemmelighed over for den hjælp/støtte jeg har modtaget, men TUSIND tak :-)